På denne rundrejse kommer I helt tæt på Norges fantastiske natur og oplever kontrasterne på helt tæt hold. På jeres vej kommer I forbi en perlerække af oplevelser.
Rundrejsen starter med oplevelsen af storbypuls i Oslo. Her er rig mulighed for at gå på museer, se skulpturelle seværdigheder, eller gå en tur ned til Aker Brygge ved havnen, hvor I finder et væld af butikker, cafeer og en maritim stemning.
Denne kontrastfyldte rundrejse fortsætter med en køretur gennem Dovrefjell, et imponerende, nøgent og næsten uberørt naturområde med fantastisk udsigt. I kommer til Kristiansund, som er øer forbundet af tre broer. En by som blev ødelagt af bombninger i 1940 og blev bygget op igen.
I gør stop i en af Norges smukkeste byer, Ålesund. Byen er bygget op i Jugendstil og I bør tage jer god tid til en byvandring, og tage tid til en tur op ad de over 400 trin fra By Park for at opleve den fantastiske udsigt over fjordsystemet og øgruppen.
En stor oplevelse er at besøge Geirangerfjord, som er 15 km lang, den betegnes ’fjorden over alle fjorde’ og er en af Norges smukkeste. Oplev de lodrette bjergsider, fossende vandfald og gamle bondegårde med græstag. Desuden er Geirangerfjord kåret som verdens bedste rejsemål.
Når I forlader Geiranger kører I videre mod Sognedal, hvor I har mulighed for at tage en afstikker til Briksdalsbreen, som er en meget besøgt gletcherarm.
Næste store oplevelse er Sognefjorden, der kaldes ’fjordenes majestætiske konge’ og til fulde lever op til sit navn ved at være Norges største fjord og den længste fjord i verden. Desuden befinder mange af Norges stavkirker sig i området omkring Sognefjorden.
I kommer til Bergen, som engang var Norges hovedstad og helt indtil slutningen af det 19. årh. Norges største by med en stor havn og handelsforbindelser til hele verden. Bergen byder på mange seværdigheder, hvad enten I er til museer, hyggelige gåture, shopping eller cafeliv.
Turen langs Grevindfjorden til Hardangerfjorden byder på fantastiske naturoplevelser. Steindalsfossen er en af dem, da man kan gå om bag vandfaldet som har en faldhøjde på 40 m.
Herfra går turen atter mod Oslo over Hardangervidda, gennem smukke Geilo.